En undersøgelse af 1987 broarbejdere, der arbejde i 12 timers dag eller natskift i 7 dage i træk, på Storebælt opgjorde antallet af anmeldte ulykker. Blandt de, der boede i camps. blev der anmeldt 217 ulykker hvoraf 24 var alvorlige eller dødelige. De øvrige, der tog hjem hver aften, havde 262 anmeldepligtige ulykker, heraf 29 alvorlige eller dødelige. Når der er korrigeret for aldersforskelle, er risikoen for, at de der boede i camps blev udsat for en ulykke 0,84 gange risikoen for at de der tog hjem blev udsat for en anmeldepligtig ulykke.

• Mulige effekter: Anmeldt ulykker, anmeldte alvorlige ulykker, anmeldte dødsulykker
• Design: Anmeldte ulykker blandt de broarbejdere der boede i camps blev sammenlignet med ulykker blandt dem der tog hjem efter arbejdstid.
• Påvirkning:  Ikke pendling i forbindelse med et 12-timers skiftsystem med 7 dag eller nattevagter i træk og 7 dage fri.
• Standard: Pendling i forbindelse med et 12-timers skiftsystem med 7 dag eller nattevagter i træk og 7 dage fri.

---

Konklusion: Pendling i forbindelse med 12-timers skift 7 gange i træk medfører flere ulykker.

Oprettet 7. april 2004. Camp, pendling og anmeldte ulykker.
Formålet med denne delundersøgelse var at estimere den relative risiko for at blive udsat for en anmeldepligtig ulykke (ulykker som medfører mindst en fraværsdag ud over tilskadekomstdagen) afhængigt af, om man boede i byggecamp eller ej. Baggrund: Store bygge- og anlægsarbejder foregår ofte i områder, hvor den fornødne arbejdskraft ikke i tilstrækkeligt omfang er til stede lokalt. Samtidigt er disse store anlægsarbejder meget mandskabskrævende. Bygningen af de nye store danske trafikforbindelser – Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen og Københavns Metro – omfattede i alt ca. 50.000 mandår fordelt på ca. 10 år. Det betyder at mange ansættes midlertidigt og ofte har deres bopæl langt fra byggepladsen. Midlertidige byggecamps etableres derfor tæt på byggepladsen i forbindelse med disse store byggeprojekter. I denne delundersøgelse boede ca. halvdelen af de ansatte i camp, mens resten valgte at pendle til og fra arbejde. I modsætning til mange mindre byggeopgaver var de fleste arbejdere på de nævnte store bygge- og anlægsarbejder ansat på skiftehold med 10-12 timer om dagen i lange sammenhængende arbejdsperioder over en flerårig periode. Arbejdsperioderne vekslede med friperioder af forskellig længde, men typisk en uge. Spørgsmålet om tid til restituering efter arbejde bliver derfor centralt. Baggrunden for den foreliggende delundersøgelse var en formodning om at den livsstil, der er almindelig i byggecampen medførte flere ulykker. Materiale og metode: Datamaterialet omfattede anmeldte ulykker for danske ansatte i et af de entreprenørkonsortier, der stod for etableringen af Storebæltsforbindelsens højbro i perioden 1992-1995. Hos entreprenørkonsortiet var der registreret oplysninger om indkvartering i camp eller ej for i alt 1987 personer svarende til 2291 personår under risiko for at blive udsat for en anmeldepligtig ulykke. Risikotiden fordelte sig med 1142 år blandt pendlerne og 1149 blandt de der boede i camp. Der blev gennemført en kobling af ovennævnte gruppe af bygge- og anlægsarbejdere med Arbejdstilsynets ulykkesregister således at antallet af indberettede ulykker, det vil sige ulykker som medfører mindst en dags fravær ud over tilskadekomstdagen og som er anmeldt til Arbejdstilsynet, kunne sammenlignes for de to grupper. På grund af de store risici der var forbundet med anlægsarbejdet etablerede Arbejdstilsynet en særlig enhed, som bl.a. ved hjælp af omfattende inspektioner på byggepladsen, foretog en tæt opfølgning vedrørende arbejdsulykker. Herudover var der etableret en sygeplejefunktion på selve byggepladsen til behandling og rapportering af arbejdsulykker på stedet. Disse tiltag har medført at Arbejdstilsynet har vurderet, at anmeldefrekvensen er betydeligt højere end normalt, men den faktiske underrapportering er ikke kendt. For hvert individ er ansættelsesperiodens længde udregnet på basis af oplysninger fra entreprenør konsortiet om tidspunkt for ansættelsens start og fratrædelse. Vi har anvendt log-lineær Poisson regression til at estimere den relative risiko (RR) for en arbejdsulykke mellem arbejdere, som bor i camp og arbejdere som pendler til og fra arbejde. I analyserne har vi kontrolleret for kalenderår (1992, 1993, 1994, 1995) og alderskategori (18-29, 30-39, 40-49, 50+ år). RR er lig med 1,0 hvis risikoen er ens i de to grupper og RR er over en hvis camperne har størst risiko. Resultater: Arbejdere som boede i camp rapporterede 217 arbejdsulykker, af hvilke 24 var alvorlige eller dødsulykker. Arbejdere som pendlede til og fra arbejde rapporterede 262 arbejdsulykker af hvilke 29 var alvorlige eller dødsulykker. Den relative risiko for alle indberettede ulykker mellem arbejdere som boede i camp og arbejdere som pendlede var RR=0.84 (95% KI: 0.69 til 1.00), dvs. lige netop statistisk signifikant. Den tilsvarende relative risiko mellem arbejdere i camp og pendlere for alvorlige ulykker og dødsulykker var RR=0.85 (95% KI: 0.47 til 1.52), dvs. ikke statistisk signifikant. Den relative risiko på 0.84 svarer til at pendlernes risiko var ca. 18% højere end campernes. Diskussion: På grund af Arbejdstilsynets tætte opfølgning vurderes anmeldefrekvensen at være en del højere end den normale på ca. 50 %. Den faktiske underrapportering er ikke kendt, men da gruppen af arbejdere, der levede i camp og gruppen af arbejdere, der pendlede kom fra samme entreprenørkonsortium er underrapporteringen højst sandsynligt ens for disse to grupper og derfor uden betydning for det estimerede risiko forhold. Denne delundersøgelse adskiller sig fra de øvrige delundersøgelser ved at vi ikke har kunnet skelne mellem udenlandske arbejdere med dansk CPR nummer og danske arbejdere. Da vi udelukkende ser på ulykker, der er sket i arbejdstiden, vil det dog ikke give underrapporteringsproblemer. Vi finder, at gruppen af pendlere har relativt flere ulykker end gruppen, der bor i camp. Pendlernes problem i denne sammenhæng er at de har samme lange arbejdsdage som de der bor i camp. En mulig forklaring på de flere ulykker kunne derfor være, at sidstnævnte gruppe har større mulighed for hurtigt at restituere sig efter en lang arbejdsdag da de ikke skal bruge lang tid på transport. Herudover havde sygeplejefunktionen, hvis opgave det var at foretage behandling af arbejdsulykker på stedet, den mulighed at sende lettere tilskadekomne til restituering i campen (ca. 6% af arbejderne som henvendte sig til sygeplejefunktionen for behandling blev sendt til campen for restituering). Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viser at pendlerne sover mindre og ofte har oplevet at falde i søvn bag rattet. Da pendlerne må formodes at bruge mest tid i trafikken, er det sandsynligt at en tilsvarende analyse af trafikulykker vil give tilsvarende resultat og dermed ud fra et ulykkesperspektiv understøtte etablering af camps. Konklusion: Den foreliggende delundersøgelse peger på at arbejdere på store bygge- og anlægsprojekter, som bor i camp, har en mindre risiko for at blive udsat for en arbejdsulykke end arbejdere, som pendler frem og tilbage mellem bopæl og arbejde.